
Hvad laver man til familiespejder?
Børn i alderen 3-6 år kan klare mange spejderaktiviteter. Med støtte, tryghed og tillid fra deres forældre lærer de gennem disse aktiviteter.
Nøgleord: udvikling, leg og nye oplevelser
Forældrene får mulighed for at skabe rammerne for deres børns første møde med friluftsliv og samtidig stifte bekendtskab med spændende spejderaktiviteter og naturen.
I Familiespejder bliver forældre og børn fortrolige med traditionelle spejderaktiviteter og færdigheder som at håndtere en kniv, være omkring bålet og finde spændende ting i naturen.
Der er ikke noget loft ude i naturen. Det giver børnene mulighed for at tænke kreativt, være nysgerrige, bruge alle deres sanser og styrke deres motorik.
I Familiespejder oplever vi mange sunde socialiseringsprocesser gennem interaktionen mellem børn, forældre og spejderaktiviteter. Forældrene støtter børnene i at danne deres egne erfaringer i naturen, hvor børnene selv undersøger deres omgivelser, lærer at passe på naturen og udvikler nye færdigheder. Samtidig bliver de en del af et fællesskab, hvor de samarbejder med andre børn og forældre. Til Familiespejder bør forældre altså undgå at overtage aktiviteterne og i stedet lade børnene lære gennem dem.
Hvad forventes af forældrene?
Fokus i Familiespejder er at være ude i naturen, og vi stiller alle nødvendige redskaber til rådighed for spejderaktiviteterne. I startfasen vil en erfaren spejderleder være tilknyttet, indtil forældrene selvstændigt kan planlægge og afholde aktiviteterne.
Vi hjælper jer i gang, da det er afgørende for godt spejderarbejde, at forældrene er velforberedte. God planlægning skaber ro og overblik, og med en plan, de rette materialer og struktur sikres retning for spejderaktiviteterne. Det sikrer også, at I kommer rundt om de mange spejderaktiviteter og kan følge børnenes udvikling.

